Bloodsport

Bloodsport

Instruktør: Newt Arnold

Personer:
Frank Dux -Amerikansk soldat, med fritidsspeciale i martial arts. Spilles af Jean Claude Van Damme
Mr Tanaka - Franks asiatiske træner
Ray Jackson - Amerikansk fighter, Franks ven.
Chong Li - Franks rival

Bloodsport.. bare navnet på denne prægtige filmkreation giver mig gåsehud, som ellers kun multi-intime kærtegn burde kunne. Så mange minder fra min barndom kredser om denne film, så da jeg forleden fik filmen på dvd, var jeg spændt på at se, om magien stadig tryllebinder min person.

Filmen starter selvfølgelig prægtigt ud. En stemningsfyldt scene med træning af forskellige (meget sterotype) fightere fra hele verden, som alle skal deltage i Kumité. Bedre åbningsscener er sjældent set! Soldaten Frank Dux skal også deltage i Kumité, og gennem flashbacks lærer vi, at Frank som barn brød ind i mr Tanaka's hjem for at kigge på et sværd, blev overfaldet af sønnen, hvorefter mr Tanaka hjælper Frank op igen og hugger skyggen af Franks kasket med sværdet. Mr Tanaka ser selvfølgelig at Frank på grund af fightersjæl ikke blinker, da kasketten skæres i stykker, og tilbyder på den baggrund at træne Frank i martial arts sammen med sin søn(men i virkeligheden bliver Frank bare punchbag for sønnen)!
Frank "trænes op" i mange år, og da mr Tanakas søn dør, beder Frank om at ms Tanaka træner ham op som sin egen søn. Dette resulterer i en fantastisk scene hvor Frank blandt andet trænes op til at kunne kæmpe (og servere the) med bind for øjnene, modstå enhver smerte samt udvikle ekstrem smidighed.
Tilbage til nutiden, hvor den amerikanske hær (i form af blandt andet Forest Whitaker) bestemt ikke vil have, at Frank tager til Hongkong, hvor han vil deltage i Kumité (en turnering for de bedste fighters i verden) til ære for sin læremester, der er på randen til at dø. Dog kan Frank løbe hurtigt, og kommer til Hongkong, hvor han møder Ray Jackson, den ultra-amerikanske redneck, hvis brutale men simple stil bedst kan beskrives som bodega-fight. De to skal begge stille op i Kumité og bliver hurtigt venner. Frank møder også en amerikansk kvindelig journalist, ja faktisk vinder han hende fra den onde Hossein, ved at bruge sine "fang en fisk med dine superhurtige hænder"-skills, som han lærte af Mr Tanaka.
Iblandt de andre fightere i Kumité finder man blandt andet thaiboxeren Paco, en sumobryder, en abe-mand og ikke mindst Chong Li, den forsvarende mester, som skal vise sig at blive Frank Dux' værste konkurrent.
Resten af filmen er fyldt med action, en personlig kamp fighterne imellem og selvfølgelig en masse slowmotion optagelser af Van Damme hvor han uddeler baglæns rundspark imens han råber "Wraaaaaaaaaahg!"

Bedste scener:
Åbningsscenen er selvfølgelig helt sublim, stemningen underbygges af helt suveræn musik!
10min Frank Dux oplæres i ninjutsu af Mr Tanaka, episk kvalitet!
18min Frank møder Ray Jackson og tæsker ham i karate-arkadespil
25min Frank skal udføre Dim mak (dødsstødet!!!!) på en stabel af mursten og må kun ødelægge den nederste, for at få tilladelse til at kæmpe i kumité.
40min Arena-fejeren finder en udslået guldtand, som passer i munden på ham selv
1t 14min Final battle
1t 24 min Facts om den ægte Frank W. Dux

Filmens finurligheder:
-Hvis man ikke blinker med øjnene, når en sværd farer fordi ansigtet, så har man kampgejst og ikke dårlige reflekser!
-Dødsstød kan sendes gennem mursten
-Taser-skud kan sendes tilbage til modtagerne vha et skraldespandslåg
-Ingen lægger mærke til en sky af øjen-slørende pulver, der kastes midt i en kamp.
Desuden bliver Frank Dux på coveret til den sete udgave af Bloodsport kaldt for Frank Cox. Måske man skulle sætte bare én medarbejder til at se blot en smule af filmen og tjekke for fejl, inden man udgiver en dvd?

Overall:
Bloodsport er en fantastisk film, som jeg til hver en tid vil kunne sætte mig ned og se udelukkende beruset af gensynets glæde. Så mange kampe, så megen action, så meget Van Damme, så mange seje kommetarer, så sterotypt persongalleri og så stemningsfuld musik har aldrig været kombineret så smukt som i Bloodsport.
Bloodsport får 19 ud af 20 udsparkede knæskaller for at være en evig kampsportsklassiker

Lyd:
Spanking af Frank Dux
En byge af baglæns cirkelspark

Billeder: